Den første halvanden dag er okay, jeg forsøger at vænne mig til tanken om, at vi alligevel ikke skal holde jul sammen. Men så, juleaftensdag om formiddagen, tager jeg hen til min exmand og vores børn, hvor der dufter af clementinskaller og stearinlysene er ved at blive tændt. Og det rammer mig som en hård snebold i maven.
Jeg er der kun kort, giver børnene deres gaver, og kører direkte derfra hen til min veninde, hvor jeg græder fra jeg kommer til jeg går. Så tager jeg hjem, og det eneste jeg kan er at sætte mig på gulvet og græde fuldstændig ukontrolleret. Jeg kan ikke styre det. Jeg ryster og føler mig handlingslammet, som et rådyr der er faret vild i en skov og er bange for at dø. Bagefter kan jeg se, at det vel nærmest er et angstanfald jeg får lige der. Juleaften. Aftenen hvor alle er sammen med dem de holder af, mens jeg sidder alene og lige er blevet forladt. Og det er selvfølgelig med til at forstærke følelsen. Og det er godt. For det tager mig igennem hele pivtøjet af følelser, der handler om ikke at høre til, at være alene, bange, føle mig urimeligt behandlet og skamfuld, også overfor mine børn. Jeg har ikke noget valg. Jeg er som lænket til gulvet – tyngden i at have været sammen med en mand, der mødte mig i kærlighed, og nu være blevet forladt af ham.
Som en snebold der kommer rullende
Igennem de seneste år havde jeg åbnet mig fuldstændig for den mand, lært at elske på ny – både ham, mig selv og os. Men også oplevet hvad det vil sige at miste mig selv i en relation, for det var det der skete, og det opdagede jeg først da det var forbi. Al den kærlighed han gav og rummede mig med, var nærmest for godt til at være sandt. Det sagde min intuition mig, og alligevel solgte jeg min lejlighed, mine møbler og flyttede ind med min datter og tillod mig at elske og at blive elsket. Lige indtil han gjorde det forbi. Første gang var en måned og fire dage efter vi var flyttet ind. Den 4. september helt nøjagtigt. Sagde at vi ikke kunne bo sammen, at jeg måtte finde noget andet. Hurtigt. Og det gjorde jeg så. Og vi fandt en ny måde at være sammen på, ham og jeg.
Og så nu. Bum. Igen. Og endegyldigt. Så det er klart at jeg ikke kan styre mine følelser. Det er som en snebold, der er kommet rullende og har taget en masse gammel sne med sig, noget der har bygget sig op siden første gang og så oveni det få kastet hyggesituationen med mine børn og exmand lige i ansigtet. En stor sorg er det jo.
At komme hen til fred
Kan jeg nogensinde finde tilbage til mig selv igen, nogensinde bygge mit værd op igen. Kan jeg elske mig selv uden ham? Hvorfor er han overhovedet gået? Tør jeg nogensinde åbne mit hjerte igen?
Det er det der kører rundt i mit hoved, som jeg sidder der på gulvet juleaften. Men jeg ved at jeg ikke skal rejse mig før der er helt ro, og pludselig er der en stemme indeni der siger, at jeg skal elske mig selv, også med alle de følelser jeg har nu. Så jeg prøver forsigtigt. ‘Jeg elsker dig Nadia’, siger jeg, og bliver ved med det i noget tid, måske en halv time, måske mere. Og langsomt, ganske langsomt, begynder tankerne om at jeg ikke er god nok at forsvinde, og der bliver fred.
Faktisk så meget fred at jeg får en følelse af at komme helt hjem til mig selv.
Det første jeg gør er at ringe til min veninde, for at sige at jeg er ved at være tilbage til der hvor jeg kender mig selv, at jeg er mere samlet. Fra den ene yderlighed til den anden, kan man vist godt sige.
Skamfølelsen der fylder
Det tager mig dog noget tid at gå igennem den sorg, det er, at blive gået fra i kærlighed. Den mand gav mig noget af det smukkeste i mit liv og samtidig noget af det sværeste.
I starten prøver jeg at forstå. Om det har noget med mig at gøre? Det må det jo have, ellers var han vel ikke gået? Samtidig skammer jeg mig over at trække min datter igennem det her cirkus, og min søn, der ikke vil bo sammen med os og ender med at bo hos sin far, 17 år gammel. Jeg ved at han føler et svigt, og at det ville have været bedre for ham også at bo sammen med mig.
Først da jeg bliver opmærksom på, mine tanker og på den måde selv beslutte om jeg vil gå med den dårlige samvittighed, skamfølelsen og behovet for at forstå, eller om jeg vil gå en anden vej, er der noget der letter.
At beslutte hvilke tanker jeg vil lytte til
Jeg har tidligere troet at angst eller depression kom af den situation jeg var i, men i dag ved jeg at det primært er mig selv og de tanker jeg tænker, der skaber de følelser jeg mærker.
Da jeg sidder der på gulvet juleaften og tror, at jeg er ved at blive sindssyg af alle de usikre tanker, er der noget indeni – en indre visdom – som får mig til at sige ‘jeg elsker dig’ til mig selv, og det bringer mig langsomt hen i et andet spor, i hvert fald for en stund. Og sådan er det også med den sorg jeg går igennem i årene efter. Jeg bliver bedre og bedre til at opdage, at jeg, ved at holde øje med mine tanker, og Guderne skal vide at dem er der mange af lige der, selv kan skabe den oplevelse jeg får. Nemlig at give tristheden en pause. Og det gør, at der langsomt bliver mere og mere plads til glæden.
Grundlæggende handler det om at beslutte hvilke tanker, hvilken fortælling, jeg har lyst til at nære. Det er ikke altid nemt, men i processen opdager jeg, at der altid kommer nye tanker som hjælper mig i øjeblikket, og at jeg skal lytte til dem og den indre visdom, de har med sig.
Og så at turde have det som jeg har det. Jo mere modstand jeg har på mine følelser, fx når jeg er vred og ked af det, desto mere kommer de helt uskyldigt til at fylde, men når jeg tillader følelserne og rummer dem som de er, kan de langsomt give slip. Og der kan opstå fred. Det er også det jeg opdager juleaften, men som jeg åbenbart skal have ind med skeer flere gange i løbet af årene der kommer.
Forladt? Kun af mig selv
Sorgen bliver dermed også en tilgivelsesproces, både af ham og mig. Allerede kort tid efter den juleaften beslutter jeg mig for at prøve at tilgive ham, ikke fordi jeg ville benægte det der skete, men fordi jeg elsker mig selv og ikke har lyst til at bære rundt på følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet. Fra processen med at tilgive mine forældre ved jeg nemlig, hvor ætsende det kan være at gå rundt med den følelse. Tilgivelsen sker gradvist og er til tider ikke altid let at huske, men ved at fylde mig selv op med den kærlighed der bor i mig, og som jeg ALDRIG kan miste, bliver jeg langsomt mere og mere sikker i mig selv.
Følelsen af at være bange for at blive forladt har jeg ikke længere i mig, for i dag ved jeg, at det kun er mig selv der kan forlade mig.