Det sker ret pludseligt efter at have været glad for mit arbejde som sagsbehandler i mere end 15 år. Efter at have siddet overfor hundredvis af mennesker, dykket ned i deres handleplaner, beregnet, fulgt op, skrevet side op og side ned. Senest som projektleder på det boligsociale område. Det er her jeg pludselig kan mærke – sådan nærmest fra den ene dag til den anden – at, ja jeg skal arbejde med mennesker men helt sikkert uden alt det her papirarbejde. Så jeg går i gang med at undersøge mulighederne. Skal jeg uddanne mig til coach, samtaleterapeut eller… jeg ved det virkelig ikke. Men så gør jeg noget jeg kun har prøvet to eller tre gange før. Jeg går en lang tur (jo det har jeg selvfølgelig prøvet før 😊), men på et tidspunkt stopper jeg, kigger op og beder om hjælp til finde hen til det arbejdsliv, jeg gerne ville have. Jeg sender det ud til universet, om du vil.

Et par uger efter er jeg på biblioteket, og på 14-dages hylden fanger jeg ud af øjenkrogen en bog med nogle balloner på forsiden. Børns Indre Rum hedder den og er skrevet af Ole Kåre Føli. Jeg lapper den i mig, må læse hans første bog også – tænk at man kan hjælpe kroppen fra at have lukket helt ned til at åbne og blive bevægelig igen. Det er, som du måske kan regne ud, Body SDS jeg opdager der. Det er i februar 2010.

Og nu skriver vi 2020, og jeg arbejder som Body SDS kropsterapeut på fuld tid. Men tiden fra at have opdaget uddannelsen og til at træffe beslutningen om at tage den, er i sig selv en rejse.

På det tidspunkt er jeg nemlig langt fra forbundet med min krop – jeg mærker ikke hvad der skete i den, og derfor lytter jeg heller ikke til den. Som om der kun findes hovedet og hjernen og det at tænke. Alligevel ved jeg et eller andet sted langt inde, at jeg er nødt til at tage den her uddannelse.

Jeg tør bare ikke gå ind på hjemmesiden, fordi jeg er bange for at der vil stå noget, der med ét kan få den her drøm, der har bygget sig op, til at brase sammen som et korthus. Noget med at man skal være læge eller have en anden sundhedsfaglig uddannelse, som jeg ikke har, og da slet ikke tør tage.

Efter en måned gør jeg det alligevel, går ind på hjemmesiden. Jeg har ikke noget valg. Og her finder jeg ud af at uddannelsen indeholder moduler, hvor man skal have anatomi og fysiologi, at den koster 180.000, varer tre år og at der er optagelsesprøve. Optagelsesprøve!! Det er for mig lig med at skulle præstere. Det hele snører sig sammen i mig. Jeg har lovet mig selv, at jeg efter sagsbehandler-uddannelsen aldrig skulle på skolebænken igen. Og hvordan skal jeg nogensinde kunne tage så mange penge ud fra vores familieliv og bruge det på MIG? Og så er der tiden, jeg har jo fuldtidsarbejde …

På hjemmesiden står der noget med en introduktionsdag, og jeg beslutter mig for at tage med. Som om en indre stemme siger ‘tag du trygt afsted’. I slutningen af dagen skal vi behandle hinanden, og jeg opdager at jeg i den grad føler mig hjemme i at arbejde med kroppe. Nu er der ingen tvivl. Jeg mangler bare at præsentere det for min partner.

Hans reaktion er til gengæld knap så opbakkende: ‘kan du ikke finde noget der er mindre alternativt’, siger han blandt andet, og jeg begynder igen at vakle. Skal, skal ikke. Jeg prøver at skille det ad i den del der handler om at give behandlinger til andre, og den del der handler om at lære mig selv at kende.

Jeg vil jo aldrig kunne forsvare at bruge så mange penge på at lære mig selv at kende.

Jeg går rundt i nogle dage – og ringer så til min veninde Birgül, fortæller hende om min usikkerhed. Og her er der ingen vaklen:

‘Du må godt bruge de her penge på noget, du gerne vil. Og lad så være med at tænke for meget frem. Bliv ved med det du kan mærke føles godt lige nu.’

Da vi har sagt farvel, ved jeg, at jeg er klar til at sige det til min partner igen, men nu på en måde hvor jeg også selv tror på, at det kan lade sig gøre. At pengene nok skal komme. Og denne gang kommer han mig i møde. Samtidig sørger jeg for at gøre projektet spiseligt for mig selv ved at skære det samlede beløb ud i små bidder, og det gør på en eller anden sjov måde en forskel.

I september 2010 starter jeg på Body SDS uddannelsen, stadig usikker på mig selv, men ikke på at det er det her jeg vil.

Og det er det jeg især tager med mig fra den tid. Vigtigheden i ikke at lade den der usikkerhed, også om fremtiden, holde mig tilbage fra det der mærkes som det rigtige nu og her.

Online booking