‘Jeg kan SLET ikke høre hvad du siger, du må tale noget højere. I praktik siger du. Ja det gør jeg egentlig ikke, men vi kan jo prøve og se hvordan det går.’
Det er sådan hun siger, Jane, da jeg står der foran disken i den pæne ende af Istedgade og stammer mig igennem ordene så mine lange sorte fletninger føles endnu længere, og midterskilning og runde briller er helt forkert påklædning i forhold til Janes store armbevægelser. Hun er vel en 26-27 år og jeg er 13. Jeg går i 8. klasse og siger aldrig noget i timerne, sidder mest med min Ditte-bog under bordet mens Lone underviser ved tavlen. Men et praktiksted skal jeg finde, siger Lone, og til sidst ringer hun til den butik jeg har tænkt på og snakker med Jane. Så er jeg jo nødt til at gå derhen.
Meningen er at jeg skal være i praktik i en uge, men det ender med at jeg bliver der i 2 år.
Da jeg begynder aner jeg ikke at undertøj er så stor en del af omsætningen. Butikken hedder Parfumeri La Belle, men er i virkeligheden mest kendt for undertøjet. Det er en helt ny verden der åbner sig for mig. Et univers jeg slet ikke kender til, og som jeg ikke ville have turdet bevæge mig ind i, hvis jeg havde vidst hvad det handlede om. Prosituerede der får lagt makeup og ordnet hår til nattens arbejde. Drags der køber undertøj og parfume. Mænd der ringer og bestiller noget bestemt dameundertøj, som jeg så skal hen og aflevere der hvor de bor. Stå der og ringe på døren, aflevere posen, måske få drikkepenge og så ellers løbe så hurtigt jeg kan ned ad trapperne. Men det er også helt almindelige smukke mænd, der kommer og køber dyrt lækkert undertøj til deres koner. På den måde er det meget forskellige verdener der mødes der. Og Jane behandler dem alle ens. Kærligt og uden at dømme.
Hos Jane er det ikke det boglige der tæller, det er mine evner til at sætte system i hendes ting, ekspedere, blande cremer, pynte det lille vindue – og endda være hende der hjælper med at sørge for alt det praktiske da vi holder modeshow på Hotel Skandinavia. Jeg får lov at bruge mine hænder, det er fantastisk. Også selvom det er meget grænseoverskridende den første gang jeg skal give mannequindukken i vinduet frækt undertøj på. For der hvor jeg kommer fra bliver der skiftet kanal så snart nogen begynder at kysse…
Jane tror på mig. Hun tror på at jeg kan de ting hun sætter mig til, og jeg får lov at være mig selv samtidig. Aldrig har jeg en følelse af at hun retter på mig eller skælder ud. Hun siger sin mening ja, men hun gør mig ikke forkert.
Mod. Styrke. Og visheden om at jeg har noget at give. Det er det jeg tager med ud af butiksdøren og ind i livet. Det er først langt senere at jeg opdager taknemmeligheds-følelsen – og mærker lysten til at give det videre jeg har fået.
På den måde er Jane katalysator for at jeg i dag er behandler.
Tak.