Tre en halv måned. Så længe har vi for anden gang været i undtagelsestilstand i vores fine land.
I starten skulle jeg passe gevaldigt på ikke at få dårlig samvittighed. Især når jeg talte med andre mennesker, der gjorde en masse, gik lange ture, satte sig ind i nyt, renoverede, læste bøger og gjorde ved – alt imens jeg tussede rundt herhjemme. For det er det jeg har gjort mest i de tre måneder. Været hjemme. Stirret ud af vinduet i timevis. Ryddet op. Givet mig selv plads. Både på de indre og på de ydre planer. Mærket efter hvad jeg egentlig have lyst til – og det har vist sig at være ganske lidt.
Og ved I hvad?
Det har været vidunderligt. Det har givet mig en ro og en styrke og ikke mindst en følelse af at være blevet rigere, mere hel. Det er også tydeligt i relationen med mine børn og i relationen med min kæreste. Jeg er mere rolig, har mere overskud og er mere kærlig overfor mig selv, og dermed også overfor dem jeg holder af.
Før i tiden eller bare for et år siden ville jeg have syntes, at jeg var blevet fattigere, fordi jeg ikke havde udrettet noget, taget et kursus eller læst mig igennem en fagbog, men i dag er jeg ikke i tvivl om rigdommen ved at lave ingenting og lytte efter, hvad min krop siger ja tak og nej tak til.
Og det er ikke fordi jeg som sådan har været dårlig til at mærke efter, hvad jeg har lyst til, men i den her periode er jeg nået et stik dybere. Som om jeg igen har husket mig selv på hvor rart, og vigtigt, det er. Måske kan man kalde det en forfining af min evne til at mærke efter. Og den er helt sikkert også kommet fordi jeg i dagevis har været så privilegeret ikke at skulle forholde mig til andre end mig selv. Jeg har en stærk følelse af, at det er noget der er blevet mig givet.
Så når mennesker taler om hvor forfærdeligt det hele er, så skal jeg øve mig i bare at lytte. For selvfølgelig er der en masse trist i det her, medierne er fyldt godt op med det, men grundlæggende synes jeg det er en gave at have fået lov til at være mere sammen med mig selv og med mine børn
Til gengæld har jeg så fået lidt ekstra kilo på sidebenene. Og ligesom med de andre ting startede jeg også med at få det dårligt over det. Men nu, nu har jeg besluttet mig for ikke at veje mig – for hvad skal jeg med det tal, når jeg kan kigge på mig selv og se at jeg er ligesom jeg skal være. Når jeg nu egentlig godt kan lide mig selv, også med de ekstra kilo, og hellere vil bruge energi på noget andet end at skulle kæmpe med en eller anden plan. Det har jeg ikke brug for.
Til gengæld er jeg nu begyndt at have brug for at komme i gang med at arbejde med alle jer dejlige mennesker på min briks. Se jer, mærke jer og lytte til hvordan I har det. Det bliver en stor glæde.
Vi ses.