En følelse af at høre til og en følelse af at kunne være mig selv, selvom det er vildt skræmmende. Sådan er de første par måneder af den Body SDS-uddannelse, der senere skal vise sig at være fundamentet for hvor jeg er i dag, og hvor lykkelig jeg er for det.

Men de tre år har også været nogle af de hårdeste i mit liv.

Bare det at vi i starten af hvert modul skal sidde der i rundkredsen og fortælle hvad der rør sig i vores liv, i vores følelser. Først tør jeg slet ikke, min hals snører sig sammen til en smal sprække, og minderne fra da min far underviste mig og min stor bror vælter frem. Lærerens børn der skulle være det gode eksempel, de krav han stillede til os. Det er det der gør, at jeg tror jeg bliver vurderet på hvor fagligt dygtig jeg er, når jeg befinder mig i en skoleagtig situation, det der gør at jeg får præstationsangst lige med det samme. Når jeg skal sige noget foran andre. Jeg bliver nærmest lammet i den rundkreds. Men stemmen indeni får mig til at åbne munden og stamme mig igennem det jeg har på hjerte, stemmen der siger ‘kom nu, sig det du sidder inde med, for du HAR faktisk noget at give’.

Det var også sådan det var på uddannelsen til sagsbehandler, hvor jeg samtidig kæmpede med følelsen af at skulle forsvare mine etniske rødder. Det var efter den uddannelse jeg besluttede aldrig nogensinde at skulle gå i skole igen. Og så alligevel, 13 år senere, får jeg lysten til at lære tilbage.

På introduktionsdagen til Body SDS-uddannelsen opdager jeg nemlig hvor meget hjemme jeg føler mig i at arbejde med kroppe (Læs indlægget “Jeg har ikke noget valg”). Men på de første moduler er jeg helt smadret i mine hænder allerede efter et kvarter. Især når der ligger en stor fyr på briksen. Jeg kan huske at jeg tænker ‘jamen det her kan mine små hænder da ikke’. Vi arbejder med det der hedder indføling, det vil sige at lære at mærke hver enkelt krop på briksen, stor eller lille, lytte til den og mærke hvad lige præcis den krop har brug for. En dag kommer en af vores lærere hen til den briks, hvor jeg står og øver behandlinger på en af mine medstuderende. Han står lidt og kigger og kalder så de andre studerende hen til os, siger at de skal se godt efter det jeg laver, for det er godt arbejde, og så bliver jeg usikker og det hele forsvinder, både intuitive evner og den indføling jeg ellers virkelig føler mig god til.

Og følelsen af hele tiden at skulle bevare troen på at jeg er god nok, strækker sig endda længere endnu. Inden jeg startede på uddannelsen, kunne jeg knap nok alle navnene på vores organer på dansk, og nu skal jeg lære deres funktioner, kunne basisviden om det hormonelle system, og lave opgaver i anatomi og fysiologi. Samtidig har jeg både fuldtidsjob, to børn og en mand der arbejder konstant.

Men, heldigvis er der et men, for hen mod slutningen af det første år finder jeg en solid styrke i mit indfølende arbejde ved briksen, som jeg faktisk er stolt af. Og ligeså vigtigt: jeg lærer at prioritere mig selv. At jeg godt må sige nej tak til aftaler og på den måde få ro til at fordybe mig i det teoretiske og de følelser som har brug for min opmærksomhed. Jeg har længe haft en forestilling om kun at være god nok i kraft af at gøre noget for andre. Nu går jeg langsomt i gang med at lære at være god nok i mig selv.

Og det fører meget med sig. For i løbet af sommerferien mellem første og andet år bliver det tydeligt for mig, at jeg gerne vil skilles. Jeg husker at sidde i rundkredsen på modulet i september 2011 og fortælle hvordan jeg ikke længere kan være i jalousien, hvordan det har været i mange år, hvordan det har drænet mig. Og jeg bliver bakket op og føler mig i den grad mødt. Både af mine medstuderende, min lærer og af Ole Kåre Føli som vi var så heldig at havde som gæstelærer. Han siger specifikt, at hvis ikke tiden har gjort noget godt for os og hvis ikke min partner vil ændre på sin adfærd, så er der ingen vej for os. Hans kommentar står stadig lysende klar for mig i dag, og gør det lettere at være med de svære følelser og holde fast i beslutningen om at ville ud af et 17 år langt ægteskab. Det, at nogen forstår mig, gør, at jeg forstår mig selv – hvorfor jeg ikke kan blive i det.

Oveni det sker der noget på mit arbejde, der gør, at jeg bliver sygemeldt, og mens jeg er det, finder jeg ud af at jeg ikke kan vende tilbage, så nu må mit faste fuldtidsjob også ryge sig en tur. Altså både skilt og uden job i foråret 2012. Det kræver en god portion MOD at kunne være i det, gå ind i det, og blive ved med at bevare troen på at jeg gør det rigtige. Men i takt med at jeg bliver bedre til at være opmærksom på mig selv før andre, til at rumme og tage ting i de bidder jeg kan klare, bliver der mere plads indeni. Også fordi jeg giver de følelser der kommer lov til at komme, i stedet for at låse eller kontrollere dem.

Før i tiden havde jeg altid den der med mig der hedder ‘jeg skal kunne klare det’, men tiden på uddannelsen viser mig at den behøver jeg ikke mere. At jeg er lige præcis det sted jeg skal være, med mig selv.

Til vores trænings-eksamen går jeg fx hen til vores censor som er Bengt V. Andersen (Founder af Body SDS) og siger, at inden han giver sin vurdering, vil jeg godt lige sige, at jeg er vildt stolt af den præstation jeg netop har leveret. Og til vores behandler-eksamen får jeg at vide af min lærer Henrik K. at jeg har ‘givet kærlighed på et niveau jeg kan være stolt af’. En sætning der har siddet i mig siden.

Det er også øveklienterne der gør det. Det at jeg tiltrækker ‘de rigtige’, dem der har lige det jeg skal arbejde med, og dem der er gode til at henvise andre. Tilsammen betyder det at jeg godt tør være arbejdsløs i en periode, indtil jeg i midten af 2013 bliver ansat på et botilbud for borgere med psykisk nedsat funktionsevne. Mens jeg er her, kommer der stadig flere klienter til mig, og det gør at jeg i endnu højere grad kan bevare troen, og håbet. Troen på at jeg er havnet på den rette ‘hylde’ og håbet om en dag at kunne give det videre, jeg har lært som fuldtids Body SDS behandler.

Online booking