Min blog

Kan man få det som creme?

Kan man få det som creme?

En lejlighed med altan. Lyder det som en drøm? For mig ja.

 

Men nu står jeg overfor, at drømmen kan blive til virkelighed.

Lejligheden inde ved siden af (med altan forstås) kan nemlig blive min. Derfor har jeg brug for min bank til at sørge økonomisk for de måneder, der går mellem jeg køber nabolejligheden og sælger min nuværende.

Jeg kontakter banken og får at vide, hvilke papirer de skal bruge. Jeg samler det hele sammen, sender dem og et par uger senere hører jeg fra dem. De mangler nogle papirer. Jeg sender dem, men i dagene efter får jeg sådan en snigende følelse af, at de siger nej. Uagtet at de ‘blot’ skal dække de få måneder, og uagtet at jeg har sagt, at jeg gerne vil låne lidt ekstra penge, hvis det gør det lettere for dem at sige ja. Jeg har fået afslag to gange før, og begge mine børn har fået afslag på at låne penge til bolig. Hvis de også siger nej denne gang, vil det være femte gang vi som familie får et afslag.

Det falder sådan, at min veninde er gift med en bankmand, i en anden bank, og ham spørger jeg til råds. Om der er mulighed for, at jeg kan låne hos dem. Han formidler en kontakt i sin bank, og en kvindelig rådgiver ringer mig op dagen efter, jeg har sendt papirer afsted. Vi taler kort og hun spørger, hvornår jeg kan mødes til en samtale over Zoom. Sådan at de kan lære mig at kende. Det overrasker mig. Det er fredag, og vi aftaler et møde den følgende onsdag.

Jeg har stadig intet hørt fra min egen bank.

 Den bank der har fulgt mig siden jeg som 10-årig fik en Pondus sparebøsse. Den bank jeg har betalt mit lån ud til. Den bank.

Derfor rammer det mig ekstra hårdt, da de sender en mail med afslag en tirsdag morgen i januar. Jeg bliver fuldkommen paralyseret og har svært ved at tænke klart. Mine tanker galopperer afsted: De tror ikke på mig, de forstår mig ikke, de værdsætter mig ikke, jeg er ikke god nok. Jeg er blevet målt og vejet og ikke fundet egnet, ikke værdig. Og da slet ikke værdig til en lejlighed med altan.

Jeg føler mig begrænset.

Heldigvis har jeg intuitivt valgt at holde fri tirsdag og onsdag, så der er god plads til, at følelserne kan rase igennem mig. Jeg er også vred på mig selv over, at jeg ikke for længst har skiftet bank, sådan som jeg egentlig havde overvejet efter de tidligere afslag. Samtidig er jeg overbevist om, at den anden bank, jeg har kontaktet, heller ikke vil hjælpe mig. Hvorfor skulle de ville det?

Den nedadgående tankespiral ruller afsted.

I slutningen af dagen begynder jeg så småt at komme tilbage til mig selv. Stadig med uro i hjertet, men mere klar.

Onsdag morgen har jeg Zoommøde med den anden bank. Bankrådgiveren lægger ud med at ville høre om min virksomhed og spørger blandt andet, hvor jeg har mine kunder fra. Jeg svarer, at jeg nok har været heldig, og hun siger ‘nej, du har da været dygtig’. Det kommer bag på mig. Også at hun er interesseret i mit virke og synes, jeg har gjort det godt med både at betale mit andelsboliglån ud og samtidig køre en selvstændig forretning op. ‘Du har virkelig været økonomisk ansvarlig’, siger hun og synes også, det er smart indimellem at have en airbnbindtægt for at kunne hjælpe mine søn og datter. ‘Du er god til at finde en vej’, siger hun.

Det er som om, der bliver sat et spejl op foran mig, hvori jeg kan se mig selv på ny. Se at jeg er noget værd, at jeg står stærkt som selvstændig. Og ikke mindst: At jeg er velkommen

En følelse der er vigtigere end nogensinde, nu hvor jeg har oplevelsen af at være kommet hjem til mig selv – både i mit virke og som person.

Efter samtalen er slut, ville jeg ønske, at jeg havde optaget den. Så jeg kan lappe den i mig en anden gang tvivlen på mit værd dukker op. Smøre mig ind i det. Kan man få det som creme? 

Som dagene går efter den oplevelse, står det mere og mere klart, hvad der skete. Nemlig at jeg kommer til at sætte lighedstegn mellem min banks vurdering af mig som ‘ikke kreditværdig’, og at jeg ikke er noget værd som menneske. At det er derfor, det løber afsted med mig. Det aktiverer noget gammelt i mig, en tvivl på mig selv. Og det er lige præcis den tvivl, mødet med den anden bank får manet i jorden ved at møde mig med åbenhed, ægte nysgerrighed og varme. 

Tak for det.

Mine drømme og ambitioner er faktisk mulige.

Fik jeg sagt, at jeg lige om lidt bor i en lejlighed med altan? smile

Livets strøm flyder i mig

Livets strøm flyder i mig

Følelsen af at være kommet hjem til mig selv er stærkere end nogensinde, her hvor jeg kan fejre mit 10 års jubilæum som selvstændig Body SDS-behandler. Af hele mit hjerte: Tak.

Som perler på en snor.

Sådan ligger alle de situationer, som har banet vejen hen til, hvor jeg står i dag efter 10 år som selvstændig Body SDS-behandler.

En af dem er den morgen, hvor jeg som sendt fra himlen modtager navnet på min virksomhed. Kropsfrihed. Her hvor jeg for alvor opdager, at det er, når jeg giver slip på at skulle finde svar med mit intellekt, at jeg kan høre visdommen indefra hviske til mig.

Ordet kropsfrihed handler naturligvis om, at jeg hjælper mine klienter med at skabe frihed i krop og sind. Men det handler også om MIG. Om at være øverst i mit liv og tro mod mig selv. Min egen bedste ven. Når jeg skaber rum i min krop og i mit sind, oplever jeg en større frihed til at gå efter det, jeg ønsker. Jeg har lettere ved at

… sige til og fra i mine relationer uden frygt og forventninger til, hvad der er rigtigt og forkert.
… opdage og give slip på det pres, jeg uskyldigt og ubevidst har fået bygget op inde i mig selv.
… se at jeg før var hende, der havde lært sig selv vigtigheden af at handle og være stærk.

Kropsfrihed er også at opdage, at min forladthedsfølelse og præstationsangst er forsvundet. For i dag kan jeg med sikkerhed sige, at de ikke er med mig mere. Forsvundet ud i det blå og erstattet af kærlighed og tillid til mig selv.

Vejen hertil har været brolagt med alt muligt svært, og især at turde være med det.

At turde. Lige netop. Alle de dage jeg har turdet stole på min intuitions guiden, og alle de dage jeg ikke har.

Og alle de dage hvor jeg ser og mærker vigtigheden af mit arbejde, at det også stimulerer noget dybere i mig. Det at kunne få lov at gå på opdagelse og stadig være der for andre er uendeligt berigende og noget, jeg har ønsket, så langt tilbage jeg husker.

Alt det, og meget mere gør, at jeg i dag står lige her. Solidt og stærkt forbundet til livets strøm.

Og jeg kunne selvfølgelig ikke være nået hertil uden alle JER:

Klienter der er kommet trillende stille og roligt, så jeg turde blive ved med at tro på min forretning. I er i sandhed en gave og kilde til stor inspiration. Tak fordi I kom. Tak for alle de smukke kærlige anbefalinger I deler med mig. Jeg kan med sikkerhed sige, at det har været med til, at jeg har mit virke uden at have brug for at købe reklame.

Lærere, mentorer, hjælpere der utrætteligt har gået ved siden af mig og hjulpet mig med, at vi har fået det til at ske. Sammen. Til stor glæde for mit hjerte.

Mine kære forældre tak for livet og kærligheden. I er højt elsket.

Mine elskede børn som er blevet til mine ynglings unge mennesker. Tak fordi I valgte mig som jeres mor, og for at I er blevet ved og ved med at tro på mig. I er den forandring, jeg ønsker at se i verden. Igennem jer har jeg fået en invitation til at lære om mig selv her i livet. I er om nogen et spejl på det, jeg har brug for at kigge på og finde fred med.

Og så alle jer kære venner der har bakket mig op lige fra de første spæde skridt henimod Body SDS-uddannelsen til nu, hvor jeg står et sted, jeg kun kunne drømme om.

Tak.

I løbet af de sidste ti år har jeg oplevet en øget tillid til det intuitive sted i mig og samtidig et tæt forhold til min kerne, min livskraft.

I takt med at jeg har udviklet mit fag gennem forståelsen af De 3 Principper, er det blevet endnu tydeligere for mig, at vi alle har noget indeni os, som vi altid kan stole på. Noget, der altid er til stede i os, noget der altid er til stede i mig, selv når livet føles svært. Dette er blevet så stærkt forankret i mig, at jeg ikke længere behøver bruge så meget energi på at forstå det.

Jeg ved, at det liv der lever indeni mig vil føre mig på rette vej. At livets strøm har mig.

Og ja, nu lyder det som om jeg aldrig nogensinde bliver bange eller ked af det eller bekymret eller i tvivl. Men selvfølgelig gør jeg det. Der er bare kortere vej hen til fred. Jeg har en mental og kropslig følelse, en vished om, at tingene nok skal falde på plads, finde sin vej, og det giver en ubeskrivelig ro.

Når jeg kigger tilbage på de her ti år, er det som om, der er blevet serveret en masse retter foran mig, og jeg så har haft den unikke mulighed for at tage de retter, der smager godt, gøre plads til dem, og lade dem føre mig hen til, hvor jeg er i dag.

Tak.

Jeg har holdt mig selv fanget i et fængsel af tanker

Jeg har holdt mig selv fanget i et fængsel af tanker

Det er dagen efter, jeg opdager det. At jeg ikke har nogen tanker om, at det da også var for dårligt at jeg ikke kunne, at jeg burde, hvad mon de andre tænker om mig, med det arbejde jeg har, alt det jeg plejer at sige til mig selv bagefter. Men de er der ikke. Tankerne. Dommen over mig selv. Der er bare stille.

Det var der også, da jeg tog hjem dagen før. Stille inde i hovedet. Men jeg lagde ikke mærke til det i samme grad som dagen efter.

Og underviseren havde nærmest ikke sagt noget.

Det var efter en længere pause i uddannelsen, at vi skulle dele lidt om, hvor vi var. Og da det blev min tur, snørede det hele sig sammen igen og jeg kunne ikke sige noget som helst. Jeg sad bare der og kiggede ned, kunne ikke, alt imens angsten galopperede i min krop.

Jeg husker ikke, hvad underviseren konkret sagde, men noget med at give det plads, noget med at det er okay. Det var ikke mange ord hun brugte, men jeg mærkede hendes energi og hendes ro. En fornemmelse af at jeg godt måtte sidde og lade være med at sige noget.

Følelsen af at sidde og lade roen komme til mig med den ro, der var omkring mig.

Giv plads og have tålmodighed med mig selv.

Helt stik modsat det jeg havde gjort i alle årene indtil da. Nemlig at presse mig selv til at skulle sige noget. Få det overstået. Holde ud og kæmpe mig igennem.

Men den dag, var det som om en sprække åbnede sig, og der kom en kile af lys ned i mit hoved. Og dagen efter så jeg, hvor det havde ramt.

Det havde lyst det sted op inde i mig, der havde kapslet den gamle frygt inde. Den jeg oplevede som barn, da min far underviste mig i arabisk. Hans måde at undervise mig på var, at jeg skulle præstere, svare rigtigt, adlyde – og hvis ikke jeg kunne, var han fuld af skældsord, det der efter hans målestok var den rigtige måde at få børn til at lære på.

Siden da har jeg følt mig forkert og utilstrækkelig.

Lektierne der tårnede sig op foran mig, og historien jeg havde fortalt mig selv, om at jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg troede jo på, at den måde min far ville have mig til at arbejde på, var den rigtige. At hvis jeg bare anstrengte mig nok, så skulle den boglige viden nok komme. Men jeg synes ikke, jeg kunne lagre viden i hjernen på samme måde, som andre kunne, som min storebror kunne.

Og jeg skammede mig over det.

I præstationssituation efter præstationssituation har jeg fået bygget en fortælling op med udgangspunkt i ‘far’-stedet inde i mig. Jeg har holdt mig selv fanget i et fængsel af tanker om, at jeg ikke kan. Og når man gør det i så mange år, som jeg har gjort, bliver det en sandhed. En sandhed, som især udspiller sig, når jeg skal sige noget foran andre, sådan som jeg skulle den dag. Foran mine medstuderende.

Men det, at min underviser var så nænsom i sine ord og sin energi, hjalp mig til at der blev ro. Så meget ro at jeg i dag kan sige, at jeg ikke længere lider af præstationsangst. Jo, jeg kan godt blive nervøs før jeg skal sige noget, selvfølgelig, men det er ikke i nærheden af, hvad det har været.

Jeg tror ikke længere på de usikre tanker.

Jeg ved at jeg kan, når jeg skal. Og det føles fantastisk befriende.

Det uskyldige er, at det er mig selv, der har skabt det fængsel, jeg har levet i – i så mange år. At det er mine tanker, der har holdt mig fanget. Ved hjælp af min indre ro forstod jeg pludselig kraften i min egen tænkning på et dybere plan.

I dag ved jeg, at jeg kan hente lige det, jeg har brug for i mit indre, ved at være stille længe nok. Det giver tryghed. Vi besidder alle en indre visdom, der ikke er knyttet til hvem vi er, eller hvad vi kan, men en spirituel intelligens, som vi kan hente det fra, vi har brug for. Det er kun de tanker, som vi (ubevidst) skaber livet igennem, der lægger lag udenpå den spirituelle intelligens og gør, at vi ikke kan få forbindelse til den.

Men når der bliver kastet lys på de tanker og historier, vi har fortalt os selv, og de overbevisninger der på den måde opstår, får vi igennem nye tanker hjælp til at slippe dem.

Min diskusprolaps: En gave i forklædning

Du kender det garanteret. Du har haft ondt i maven i nogle uger og dine tanker er begyndt at vandre. Kan det være alvorligt? Er det tarmen, mavesår, kræft? De knap så hjælpsomme tanker løber afsted med dig og gør dig bange. Du går måske til din læge, holder pause med kaffe, med gluten, med sukker, men hverken smerter eller bekymrede tanker vil slippe sit tag i dig.

–  Jeg kender det selv

Under første nedlukning i 2020 får jeg voldsomme smerter i min ryg/lænd. Og efter noget tid søger jeg hjælp både i det etablerede system og i det alternative (inkl. Body SDS naturligvis :)) i håbet om at smerterne vil forsvinde. Jeg får at vide, at det er en diskusprolaps, og ender med at få tid til en kikkertoperation halvandet år efter hos en læge i Aalborg.

Mens jeg venter på operationen, får jeg anbefalet bogen ‘Dit Selvhelbredende Sind – Introduktion til din medfødte sundhed’ af Mette Louise Holland. Jeg læser den, og noget bliver tydeligt for mig. Kropsligt tydeligt. På samme måde som det blev kropsligt tydeligt, da jeg skulle vælge Body SDS-uddannelsen tilbage i 2010. Link til Jeg har ikke noget valg.

Kan jeg virkelig selv være årsag til, at smerterne ikke vil slippe, fordi mine tanker har travlt med at være bekymrede? Er der noget indeni mig, der ikke slapper af?

Jeg booker en samtale med Jacob Rebien, 3P coach og mentor, der sammen med Mette Louise Holland arbejder ud fra forståelsen ‘De 3 principper’ – en slags grundindstilling til livet, sindet, kroppen.

Jacob siger blandt andet:

At have ondt i lænden er ikke nogen følelsesmæssig oplevelse. Det er noget vi laver i vores tanker, alt efter om du tænker ‘yes, så kan jeg ligge på sofaen og hygge mig med at se fjernsyn’ eller ‘åh nej, så kan jeg ikke arbejde, ikke forsørge mig selv og hvad med huslejen næste måned…’. Vi kan altså få sovset vores fysiske smerte eller skavank godt og grundigt ind i nogle bekymrede tanker.

Mens Jacob fortæller, går det op for mig, at det er dét, jeg i al uskyldighed er kommet til at gøre. At tænke tanker som fx.

At smerterne tager livsglæden fra mig (da jeg ikke kan gå 200 meter uden at skulle holde pause).
At de invaliderer mig.
At jeg har brugt en formue på behandling.
At det synes håbløst.
At jeg er bange for, om jeg nogensinde får min stærke krop og liv tilbage.

Jacob husker mig på, at den eneste der kan finde svar på smerterne, er mig selv. Og så siger han den saliggørende sætning. Den der ændrer alt i mig.

Hvad sker der, hvis du bare tænker ‘Jeg har ondt lige nu. Punktum.’ Altså fjerner alt det andet med at du føler dig lost og er bange.

I det næste stykke tid prøver jeg det. Hver gang der dukker ‘jeg-er-bange-for-at-smerterne-aldrig-forsvinder-tanker’ op, øver jeg mig i at opdage, at jeg ikke behøver lade mig styre af dem. At jeg gerne må ‘nøjes med’ at konstatere, at jeg har de her tanker uden at forholde mig til dem, få dem til at gå væk eller finde løsninger på, hvordan jeg får andre til at fjerne smerterne. Og når det lykkes, oplever jeg en utrolig frihed.

Da vi nærmer os juni og kikkertoperation, er det tydeligt, at noget er forandret. At smerterne i min lænd så småt har givet slip i takt med alle de punktummer, jeg har sat. Jeg aflyser operationen, hurra.

I august 2021 starter jeg på uddannelsen til 3P Mentor, og i dag føler jeg mig sikker i mit fundament.

Jeg har forstået, at jeg selv er ansvarlig for mine tanker, at det er dem der skaber mine følelser og dermed også dem, der mærkes i min krop. Mine følelser er altså et barometer for, hvad der sker i mine tanker, hvilken vej jeg går med dem. Og det har givet mig en kæmpe frihed at se, hvordan jeg fungerer. En følelse af lethed.

Jeg ved nu, at al den visdom jeg har brug for, allerede bor i mig. Jeg tør læne mig ind i, at livet har mig uanset hvad.

Og det kommer selvfølgelig også dig til gode.

Uanset om du kommer med stress, angst, lavt selvværd, ondt i maven eller noget helt femte, kan jeg guide dig igennem sind og krop, så du kan finde ind til den måde, det faktisk er meningen, du skal leve på. Nemlig i glæde, som er din grundindstilling.

Kan jeg elske mig selv uden ham?

Kan jeg elske mig selv uden ham?

TAK Henrik Andersen for at må bruge et af dine væsner/maleri “Midt i en tankestorm”
Det er to dage før juleaften han gør det forbi. Ikke nogen forklaringer, bare ordene ‘jeg kan ikke’.

Den første halvanden dag er okay, jeg forsøger at vænne mig til tanken om, at vi alligevel ikke skal holde jul sammen. Men så, juleaftensdag om formiddagen, tager jeg hen til min exmand og vores børn, hvor der dufter af clementinskaller og stearinlysene er ved at blive tændt. Og det rammer mig som en hård snebold i maven.

Jeg er der kun kort, giver børnene deres gaver, og kører direkte derfra hen til min veninde, hvor jeg græder fra jeg kommer til jeg går. Så tager jeg hjem, og det eneste jeg kan er at sætte mig på gulvet og græde fuldstændig ukontrolleret. Jeg kan ikke styre det. Jeg ryster og føler mig handlingslammet, som et rådyr der er faret vild i en skov og er bange for at dø. Bagefter kan jeg se, at det vel nærmest er et angstanfald jeg får lige der. Juleaften. Aftenen hvor alle er sammen med dem de holder af, mens jeg sidder alene og lige er blevet forladt. Og det er selvfølgelig med til at forstærke følelsen. Og det er godt. For det tager mig igennem hele pivtøjet af følelser, der handler om ikke at høre til, at være alene, bange, føle mig urimeligt behandlet og skamfuld, også overfor mine børn. Jeg har ikke noget valg. Jeg er som lænket til gulvet – tyngden i at have været sammen med en mand, der mødte mig i kærlighed, og nu være blevet forladt af ham.

Som en snebold der kommer rullende

Igennem de seneste år havde jeg åbnet mig fuldstændig for den mand, lært at elske på ny – både ham, mig selv og os. Men også oplevet hvad det vil sige at miste mig selv i en relation, for det var det der skete, og det opdagede jeg først da det var forbi. Al den kærlighed han gav og rummede mig med, var nærmest for godt til at være sandt. Det sagde min intuition mig, og alligevel solgte jeg min lejlighed, mine møbler og flyttede ind med min datter og tillod mig at elske og at blive elsket. Lige indtil han gjorde det forbi. Første gang var en måned og fire dage efter vi var flyttet ind. Den 4. september helt nøjagtigt. Sagde at vi ikke kunne bo sammen, at jeg måtte finde noget andet. Hurtigt. Og det gjorde jeg så. Og vi fandt en ny måde at være sammen på, ham og jeg.

Og så nu. Bum. Igen. Og endegyldigt. Så det er klart at jeg ikke kan styre mine følelser. Det er som en snebold, der er kommet rullende og har taget en masse gammel sne med sig, noget der har bygget sig op siden første gang og så oveni det få kastet hyggesituationen med mine børn og exmand lige i ansigtet. En stor sorg er det jo.

At komme hen til fred

Kan jeg nogensinde finde tilbage til mig selv igen, nogensinde bygge mit værd op igen. Kan jeg elske mig selv uden ham? Hvorfor er han overhovedet gået? Tør jeg nogensinde åbne mit hjerte igen?

Det er det der kører rundt i mit hoved, som jeg sidder der på gulvet juleaften. Men jeg ved at jeg ikke skal rejse mig før der er helt ro, og pludselig er der en stemme indeni der siger, at jeg skal elske mig selv, også med alle de følelser jeg har nu. Så jeg prøver forsigtigt. ‘Jeg elsker dig Nadia’, siger jeg, og bliver ved med det i noget tid, måske en halv time, måske mere. Og langsomt, ganske langsomt, begynder tankerne om at jeg ikke er god nok at forsvinde, og der bliver fred.

Faktisk så meget fred at jeg får en følelse af at komme helt hjem til mig selv.

Det første jeg gør er at ringe til min veninde, for at sige at jeg er ved at være tilbage til der hvor jeg kender mig selv, at jeg er mere samlet. Fra den ene yderlighed til den anden, kan man vist godt sige.

Skamfølelsen der fylder

Det tager mig dog noget tid at gå igennem den sorg, det er, at blive gået fra i kærlighed. Den mand gav mig noget af det smukkeste i mit liv og samtidig noget af det sværeste.

I starten prøver jeg at forstå. Om det har noget med mig at gøre? Det må det jo have, ellers var han vel ikke gået? Samtidig skammer jeg mig over at trække min datter igennem det her cirkus, og min søn, der ikke vil bo sammen med os og ender med at bo hos sin far, 17 år gammel. Jeg ved at han føler et svigt, og at det ville have været bedre for ham også at bo sammen med mig.

Først da jeg bliver opmærksom på, mine tanker og på den måde selv beslutte om jeg vil gå med den dårlige samvittighed, skamfølelsen og behovet for at forstå, eller om jeg vil gå en anden vej, er der noget der letter.

At beslutte hvilke tanker jeg vil lytte til

Jeg har tidligere troet at angst eller depression kom af den situation jeg var i, men i dag ved jeg at det primært er mig selv og de tanker jeg tænker, der skaber de følelser jeg mærker.

Da jeg sidder der på gulvet juleaften og tror, at jeg er ved at blive sindssyg af alle de usikre  tanker, er der noget indeni – en indre visdom – som får mig til at sige ‘jeg elsker dig’ til mig selv, og det bringer mig langsomt hen i et andet spor, i hvert fald for en stund. Og sådan er det også med den sorg jeg går igennem i årene efter. Jeg bliver bedre og bedre til at opdage, at jeg, ved at holde øje med mine tanker, og Guderne skal vide at dem er der mange af lige der, selv kan skabe den oplevelse jeg får. Nemlig at give tristheden en pause. Og det gør, at der langsomt bliver mere og mere plads til glæden.

Grundlæggende handler det om at beslutte hvilke tanker, hvilken fortælling, jeg har lyst til at nære. Det er ikke altid nemt, men i processen opdager jeg, at der altid kommer nye tanker som hjælper mig i øjeblikket, og at jeg skal lytte til dem og den indre visdom, de har med sig.

Og så at turde have det som jeg har det. Jo mere modstand jeg har på mine følelser, fx når jeg er vred og ked af det, desto mere kommer de helt uskyldigt til at fylde, men når jeg tillader følelserne og rummer dem som de er, kan de langsomt give slip. Og der kan opstå fred. Det er også det jeg opdager juleaften, men som jeg åbenbart skal have ind med skeer flere gange i løbet af årene der kommer.

Forladt? Kun af mig selv

Sorgen bliver dermed også en tilgivelsesproces, både af ham og mig. Allerede kort tid efter den juleaften beslutter jeg mig for at prøve at tilgive ham, ikke fordi jeg ville benægte det der skete, men fordi jeg elsker mig selv og ikke har lyst til at bære rundt på følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet. Fra processen med at tilgive mine forældre ved jeg nemlig, hvor ætsende det kan være at gå rundt med den følelse. Tilgivelsen sker gradvist og er til tider ikke altid let at huske, men ved at fylde mig selv op med den kærlighed der bor i mig, og som jeg ALDRIG kan miste, bliver jeg langsomt mere og mere sikker i mig selv.

Følelsen af at være bange for at blive forladt har jeg ikke længere i mig, for i dag ved jeg, at det kun er mig selv der kan forlade mig.

Jeg er blevet rigere

Jeg er blevet rigere

Tre en halv måned. Så længe har vi for anden gang været i undtagelsestilstand i vores fine land.

I starten skulle jeg passe gevaldigt på ikke at få dårlig samvittighed. Især når jeg talte med andre mennesker, der gjorde en masse, gik lange ture, satte sig ind i nyt, renoverede, læste bøger og gjorde ved – alt imens jeg tussede rundt herhjemme. For det er det jeg har gjort mest i de tre måneder. Været hjemme. Stirret ud af vinduet i timevis. Ryddet op. Givet mig selv plads. Både på de indre og på de ydre planer. Mærket efter hvad jeg egentlig have lyst til – og det har vist sig at være ganske lidt.

Og ved I hvad?

Det har været vidunderligt. Det har givet mig en ro og en styrke og ikke mindst en følelse af at være blevet rigere, mere hel. Det er også tydeligt i relationen med mine børn og i relationen med min kæreste. Jeg er mere rolig, har mere overskud og er mere kærlig overfor mig selv, og dermed også overfor dem jeg holder af.

Før i tiden eller bare for et år siden ville jeg have syntes, at jeg var blevet fattigere, fordi jeg ikke havde udrettet noget, taget et kursus eller læst mig igennem en fagbog, men i dag er jeg ikke i tvivl om rigdommen ved at lave ingenting og lytte efter, hvad min krop siger ja tak og nej tak til.

Og det er ikke fordi jeg som sådan har været dårlig til at mærke efter, hvad jeg har lyst til, men i den her periode er jeg nået et stik dybere. Som om jeg igen har husket mig selv på hvor rart, og vigtigt, det er. Måske kan man kalde det en forfining af min evne til at mærke efter. Og den er helt sikkert også kommet fordi jeg i dagevis har været så privilegeret ikke at skulle forholde mig til andre end mig selv. Jeg har en stærk følelse af, at det er noget der er blevet mig givet.

Så når mennesker taler om hvor forfærdeligt det hele er, så skal jeg øve mig i bare at lytte. For selvfølgelig er der en masse trist i det her, medierne er fyldt godt op med det, men grundlæggende synes jeg det er en gave at have fået lov til at være mere sammen med mig selv og med mine børn

Til gengæld har jeg så fået lidt ekstra kilo på sidebenene. Og ligesom med de andre ting startede jeg også med at få det dårligt over det. Men nu, nu har jeg besluttet mig for ikke at veje mig – for hvad skal jeg med det tal, når jeg kan kigge på mig selv og se at jeg er ligesom jeg skal være. Når jeg nu egentlig godt kan lide mig selv, også med de ekstra kilo, og hellere vil bruge energi på noget andet end at skulle kæmpe med en eller anden plan. Det har jeg ikke brug for.

Til gengæld er jeg nu begyndt at have brug for at komme i gang med at arbejde med alle jer dejlige mennesker på min briks. Se jer, mærke jer og lytte til hvordan I har det. Det bliver en stor glæde.

Vi ses.

Fødderne er dit fundament

Fødderne er dit fundament

Hvordan har du det med dine fødder? Kan du mærke, at når du har dem på jorden eller når nogen holder dem, så er du mere jordforbundet, mere rolig?

For mig er fødderne et uhyre vigtigt instrument til at skabe forbindelse til resten af kroppen – og til at grounde både mig selv og mine klienter. Hvis ikke du har kontakt med dine fødder, så har du også svært ved at mærke resten af kroppen. Fødderne er dit ståsted, der hvor du kan slå rødder og få ro i kroppen. Når jeg har klienter der er meget følsomme med at blive rørt på fødderne, beder jeg dem ofte gå hjem og tage skoene af og gå ud i græsset eller gå rundt på bare fødder derhjemme, mærke hvert skridt eller blot stå og mærke, for på den måde at forbinde sig til fødderne.

Hvis du har lyst kan du prøve det samme.

For mit eget vedkommende har det været en smertefuld rejse at nå dertil, hvor mine fødder er blevet en integreret del af mig. Hvor jeg er mindre oppe i hovedet og mere nede i kroppen.

Da vi gik i gang med fodøvelserne på Body SDS uddannelsen, var det nærmest umuligt for mig at gennemføre dem. Det gjorde så vanvittigt ondt, og jeg havde derfor også vanskeligt ved at huske dem. Og da fodøvelserne er fundamentet for de syv led i grundtræningen, følte jeg mig hægtet af. Heldigvis blev jeg sat sammen med min kollega Lars og han sagde: ‘vi laver en sti så du bedre kan huske dem’ og med det mente han, at jeg fra jeg gik hjemmefra til jeg kom til uddannelsen skulle placere en øvelse ved hvert lyskryds, sådan at jeg på den måde lærte rækkefølgen i øvelserne. Og jeg skal lige love for at det virkede, hele turen blev et redskab, og efter nogle uger var øvelserne på plads.

Men det var jo blot den ene del, den anden del var de enkelte øvelser, som gjorde så vanvittigt ondt. Og jeg blev langsomt klar over hvorfor: de skridt jeg har taget i livet, min egne skridt, har også været uhyre smertefulde, og jeg har haft svært ved at rumme det ubehag det har givet mig, ligesom jeg havde svært ved at rumme det ubehag øvelserne i fodleddet gav mig.

Men I takt med at jeg fik fod på fodøvelserne så at sige, har jeg i dag langt lettere ved at tage nogle skridt der er svære. Fx at være sammen med min søster og vide at vi ikke behøver at være i relation, hvis ikke hun har lyst. Der skal mere til at vælte mig omkuld. 

Og det er helt grundlæggende det kontakten med dine fødder kan hjælpe dig med, at du har lettere ved at bære dig selv og dermed de beslutninger du skal tage.

 

Jeg tør godt tage den pris jeg er værd

Jeg tør godt tage den pris jeg er værd

Jeg tør godt tage den pris, jeg er værd

Kender du følelsen af at alle andre ved hvor de er på vej hen, mens du stadig tramper rundt i det samme? Sådan en følelse har jeg da vi står ved vejs ende af Body SDS-uddannelsen, og mine medstuderende er godt i gang med hjemmeside og opstart af virksomhed.

Men en dag får jeg et tilbud, som tvinger mig til at vælge retning.

Jeg bliver spurgt om jeg vil arbejde som familiebehandler på et nyt rådgivningscenter. Det spørgsmål sender mig i tænkeboks – hvad er det jeg vil fokusere på? Hvorfor har jeg taget den her uddannelse? Hvad er vigtigt for mig?

I den proces bliver det tydeligt for mig, at jeg er ved at forsvinde mere og mere fra det der kommer let til mig. Det der ligger i mine hænder. Jeg tager flere vagter på bostedet, jeg arbejder på, og nu overvejer jeg sågar at starte i et job som familiebehandler på deltid. Det er ikke min vej, det er ikke min drøm. Og det er jo som med planter, at det man giver energi det vokser, og lige nu er det ikke arbejdet som kropsterapeut jeg giver mest energi. Så jeg beslutter at sige nej tak til stillingen og sætte en dato for hvornår jeg stopper på bostedet. I oktober 2014 bliver det. Stadig har jeg dog ingen anelse om hvad mit firma skal hedde eller hvordan jeg kommer rigtigt i gang.

I begyndelsen af 2015 beslutter jeg mig for igen at sende et spørgsmål ud til universet, noget jeg kun gør når jeg virkelig har et brændende ønske, og denne gang er det navnet på min virksomhed. To dage efter om morgenen står jeg i mit køkken, er lige stået op, og så kommer det: KROPSFRIHED. Det giver i sig selv en følelse af frihed i kroppen at modtage det, og jeg jubler både indeni og udenpå. Arbejdet med min hjemmeside bliver sat i gang med kærlig hjælp og støtte fra Appel Design og af Henriette-Grid & Line som laver alt mit grafisk design.

Fra himlen kommer også hjælp fra en kassekredit – en investering i mig selv som giver mig ro til at trække vejret og fokusere. Det føles godt.

Men allerede i det næste skridt ligger der noget angstprovokerende, nemlig at skulle sætte pris på mine behandlinger, for hvordan skal jeg kunne sætte pris på mig selv? Body SDS anbefaler at tage 650 kr. for en behandling som ny behandler, og det er sådan set let nok, men jeg ved godt at jeg er nødt til at tage noget mere for at kunne få det økonomiske til at hænge sammen, når jeg stopper på bostedet. Spørgsmålene i mit hoved står i kø: Hvor meget er jeg værd? Er der overhovedet nogen der vil betale så meget? Tør jeg tage det spring? Et samtidigt brud med en kæreste gør også at mit selvværd ryger sig en tur, og det bliver endnu sværere at skulle prissætte det jeg gør.

Heldigvis er der en af mine klienter, der skubber lidt til mig og hjælper mig i gang, Charles er ovenikøbet en person jeg opfatter med stor respekt som iværksætter. Han siger til mig at jeg skal kigge på mine priser, at jeg er langt mere værd. Til at begynde med er jeg usikker på om jeg nu også kan tro på at tage 800 for en behandling, bange for at miste dem jeg virkelig gerne vil give noget til, men jeg kommer hen til at det føles godt, især fordi folk bare betaler det det koster.

Oplevelsen har i den grad været med til at transformere mit forhold til økonomi, og har gjort at jeg yderst sjældent kigger på min bankkonto. Charles blev altså katalysator for at jeg i dag tør tage den pris jeg er værd. Jeg har fx efterfølgende sat mine priser lidt op 🙂

Stort set samtidig kan jeg mærke at jeg gerne vil have mere fokus på mine intuitive evner, turde stole på dem, handle på dem. Så jeg beslutter at tage den to-årige uddannelse i Intuitiv Transformations Terapi, og den er med til at jeg i dag tør tro på, at det der kommer til mig er ligeså værdifuldt som at have læst en masse teori. Jeg tør spørge til mine klienters følelser, også mænd der sidder i høje stillinger, jeg føler mig mere tydelig, mere stærk.

Og i samme åndedrag: jeg har fundet hen til en form, min form, for hvordan JEG har lyst til at arbejde med mennesker. Det føles både befriende, omfavnende og modigt.

Jeg bliver ved med at bevare troen

Jeg bliver ved med at bevare troen

En følelse af at høre til og en følelse af at kunne være mig selv, selvom det er vildt skræmmende. Sådan er de første par måneder af den Body SDS-uddannelse, der senere skal vise sig at være fundamentet for hvor jeg er i dag, og hvor lykkelig jeg er for det.

Men de tre år har også været nogle af de hårdeste i mit liv.

Bare det at vi i starten af hvert modul skal sidde der i rundkredsen og fortælle hvad der rør sig i vores liv, i vores følelser. Først tør jeg slet ikke, min hals snører sig sammen til en smal sprække, og minderne fra da min far underviste mig og min stor bror vælter frem. Lærerens børn der skulle være det gode eksempel, de krav han stillede til os. Det er det der gør, at jeg tror jeg bliver vurderet på hvor fagligt dygtig jeg er, når jeg befinder mig i en skoleagtig situation, det der gør at jeg får præstationsangst lige med det samme. Når jeg skal sige noget foran andre. Jeg bliver nærmest lammet i den rundkreds. Men stemmen indeni får mig til at åbne munden og stamme mig igennem det jeg har på hjerte, stemmen der siger ‘kom nu, sig det du sidder inde med, for du HAR faktisk noget at give’.

Det var også sådan det var på uddannelsen til sagsbehandler, hvor jeg samtidig kæmpede med følelsen af at skulle forsvare mine etniske rødder. Det var efter den uddannelse jeg besluttede aldrig nogensinde at skulle gå i skole igen. Og så alligevel, 13 år senere, får jeg lysten til at lære tilbage.

På introduktionsdagen til Body SDS-uddannelsen opdager jeg nemlig hvor meget hjemme jeg føler mig i at arbejde med kroppe (Læs indlægget “Jeg har ikke noget valg”). Men på de første moduler er jeg helt smadret i mine hænder allerede efter et kvarter. Især når der ligger en stor fyr på briksen. Jeg kan huske at jeg tænker ‘jamen det her kan mine små hænder da ikke’. Vi arbejder med det der hedder indføling, det vil sige at lære at mærke hver enkelt krop på briksen, stor eller lille, lytte til den og mærke hvad lige præcis den krop har brug for. En dag kommer en af vores lærere hen til den briks, hvor jeg står og øver behandlinger på en af mine medstuderende. Han står lidt og kigger og kalder så de andre studerende hen til os, siger at de skal se godt efter det jeg laver, for det er godt arbejde, og så bliver jeg usikker og det hele forsvinder, både intuitive evner og den indføling jeg ellers virkelig føler mig god til.

Og følelsen af hele tiden at skulle bevare troen på at jeg er god nok, strækker sig endda længere endnu. Inden jeg startede på uddannelsen, kunne jeg knap nok alle navnene på vores organer på dansk, og nu skal jeg lære deres funktioner, kunne basisviden om det hormonelle system, og lave opgaver i anatomi og fysiologi. Samtidig har jeg både fuldtidsjob, to børn og en mand der arbejder konstant.

Men, heldigvis er der et men, for hen mod slutningen af det første år finder jeg en solid styrke i mit indfølende arbejde ved briksen, som jeg faktisk er stolt af. Og ligeså vigtigt: jeg lærer at prioritere mig selv. At jeg godt må sige nej tak til aftaler og på den måde få ro til at fordybe mig i det teoretiske og de følelser som har brug for min opmærksomhed. Jeg har længe haft en forestilling om kun at være god nok i kraft af at gøre noget for andre. Nu går jeg langsomt i gang med at lære at være god nok i mig selv.

Og det fører meget med sig. For i løbet af sommerferien mellem første og andet år bliver det tydeligt for mig, at jeg gerne vil skilles. Jeg husker at sidde i rundkredsen på modulet i september 2011 og fortælle hvordan jeg ikke længere kan være i jalousien, hvordan det har været i mange år, hvordan det har drænet mig. Og jeg bliver bakket op og føler mig i den grad mødt. Både af mine medstuderende, min lærer og af Ole Kåre Føli som vi var så heldig at havde som gæstelærer. Han siger specifikt, at hvis ikke tiden har gjort noget godt for os og hvis ikke min partner vil ændre på sin adfærd, så er der ingen vej for os. Hans kommentar står stadig lysende klar for mig i dag, og gør det lettere at være med de svære følelser og holde fast i beslutningen om at ville ud af et 17 år langt ægteskab. Det, at nogen forstår mig, gør, at jeg forstår mig selv – hvorfor jeg ikke kan blive i det.

Oveni det sker der noget på mit arbejde, der gør, at jeg bliver sygemeldt, og mens jeg er det, finder jeg ud af at jeg ikke kan vende tilbage, så nu må mit faste fuldtidsjob også ryge sig en tur. Altså både skilt og uden job i foråret 2012. Det kræver en god portion MOD at kunne være i det, gå ind i det, og blive ved med at bevare troen på at jeg gør det rigtige. Men i takt med at jeg bliver bedre til at være opmærksom på mig selv før andre, til at rumme og tage ting i de bidder jeg kan klare, bliver der mere plads indeni. Også fordi jeg giver de følelser der kommer lov til at komme, i stedet for at låse eller kontrollere dem.

Før i tiden havde jeg altid den der med mig der hedder ‘jeg skal kunne klare det’, men tiden på uddannelsen viser mig at den behøver jeg ikke mere. At jeg er lige præcis det sted jeg skal være, med mig selv.

Til vores trænings-eksamen går jeg fx hen til vores censor som er Bengt V. Andersen (Founder af Body SDS) og siger, at inden han giver sin vurdering, vil jeg godt lige sige, at jeg er vildt stolt af den præstation jeg netop har leveret. Og til vores behandler-eksamen får jeg at vide af min lærer Henrik K. at jeg har ‘givet kærlighed på et niveau jeg kan være stolt af’. En sætning der har siddet i mig siden.

Det er også øveklienterne der gør det. Det at jeg tiltrækker ‘de rigtige’, dem der har lige det jeg skal arbejde med, og dem der er gode til at henvise andre. Tilsammen betyder det at jeg godt tør være arbejdsløs i en periode, indtil jeg i midten af 2013 bliver ansat på et botilbud for borgere med psykisk nedsat funktionsevne. Mens jeg er her, kommer der stadig flere klienter til mig, og det gør at jeg i endnu højere grad kan bevare troen, og håbet. Troen på at jeg er havnet på den rette ‘hylde’ og håbet om en dag at kunne give det videre, jeg har lært som fuldtids Body SDS behandler.

Jeg har ikke noget valg

Jeg har ikke noget valg

Det sker ret pludseligt efter at have været glad for mit arbejde som sagsbehandler i mere end 15 år. Efter at have siddet overfor hundredvis af mennesker, dykket ned i deres handleplaner, beregnet, fulgt op, skrevet side op og side ned. Senest som projektleder på det boligsociale område. Det er her jeg pludselig kan mærke – sådan nærmest fra den ene dag til den anden – at, ja jeg skal arbejde med mennesker men helt sikkert uden alt det her papirarbejde. Så jeg går i gang med at undersøge mulighederne. Skal jeg uddanne mig til coach, samtaleterapeut eller… jeg ved det virkelig ikke. Men så gør jeg noget jeg kun har prøvet to eller tre gange før. Jeg går en lang tur – jo det har jeg selvfølgelig prøvet før? 😊, men på et tidspunkt stopper jeg, kigger op og beder om hjælp til finde hen til det arbejdsliv, jeg gerne ville have. Jeg sender det ud til universet, om du vil.

Et par uger efter er jeg på biblioteket, og på 14-dages hylden fanger jeg ud af øjenkrogen en bog med nogle balloner på forsiden. Børns Indre Rum hedder den og er skrevet af Ole Kåre Føli. Jeg lapper den i mig, må læse hans første bog også – tænk at man kan hjælpe kroppen fra at have lukket helt ned til at åbne og blive bevægelig igen. Det er, som du måske kan regne ud, Body SDS jeg opdager der. Det er i februar 2010.

Og nu skriver vi 2020, og jeg arbejder som Body SDS kropsterapeut på fuld tid. Men tiden fra at have opdaget uddannelsen og til at træffe beslutningen om at tage den, er i sig selv en rejse.

På det tidspunkt er jeg nemlig langt fra forbundet med min krop – jeg mærker ikke hvad der skete i den, og derfor lytter jeg heller ikke til den. Som om der kun findes hovedet og hjernen og det at tænke. Alligevel ved jeg et eller andet sted langt inde, at jeg er nødt til at tage den her uddannelse.

Jeg tør bare ikke gå ind på hjemmesiden, fordi jeg er bange for at der vil stå noget, der med ét kan få den her drøm, der har bygget sig op, til at brase sammen som et korthus. Noget med at man skal være læge eller have en anden sundhedsfaglig uddannelse, som jeg ikke har, og da slet ikke tør tage.

Efter en måned gør jeg det alligevel, går ind på hjemmesiden. Jeg har ikke noget valg. Og her finder jeg ud af at uddannelsen indeholder moduler, hvor man skal have anatomi og fysiologi, at den koster 180.000, varer tre år og at der er optagelsesprøve. Optagelsesprøve!! Det er for mig lig med at skulle præstere. Det hele snører sig sammen i mig. Jeg har lovet mig selv, at jeg efter sagsbehandler-uddannelsen aldrig skulle på skolebænken igen. Og hvordan skal jeg nogensinde kunne tage så mange penge ud fra vores familieliv og bruge det på MIG? Og så er der tiden, jeg har jo fuldtidsarbejde …

På hjemmesiden står der noget med en introduktionsdag, og jeg beslutter mig for at tage med. Som om en indre stemme siger ‘tag du trygt afsted’. I slutningen af dagen skal vi behandle hinanden, og jeg opdager at jeg i den grad føler mig hjemme i at arbejde med kroppe. Nu er der ingen tvivl. Jeg mangler bare at præsentere det for min partner.

Hans reaktion er til gengæld knap så opbakkende: ‘kan du ikke finde noget der er mindre alternativt’, siger han blandt andet, og jeg begynder igen at vakle. Skal, skal ikke. Jeg prøver at skille det ad i den del der handler om at give behandlinger til andre, og den del der handler om at lære mig selv at kende.

Jeg vil jo aldrig kunne forsvare at bruge så mange penge på at lære mig selv at kende.

Jeg går rundt i nogle dage – og ringer så til min veninde Birgül, fortæller hende om min usikkerhed. Og her er der ingen vaklen:

‘Du må godt bruge de her penge på noget, du gerne vil. Og lad så være med at tænke for meget frem. Bliv ved med det du kan mærke føles godt lige nu.’

Da vi har sagt farvel, ved jeg, at jeg er klar til at sige det til min partner igen, men nu på en måde hvor jeg også selv tror på, at det kan lade sig gøre. At pengene nok skal komme. Og denne gang kommer han mig i møde. Samtidig sørger jeg for at gøre projektet spiseligt for mig selv ved at skære det samlede beløb ud i små bidder, og det gør på en eller anden sjov måde en forskel.

I september 2010 starter jeg på Body SDS uddannelsen, stadig usikker på mig selv, men ikke på at det er det her jeg vil.

Og det er det jeg især tager med mig fra den tid. Vigtigheden i ikke at lade den der usikkerhed, også om fremtiden, holde mig tilbage fra det der mærkes som det rigtige nu og her.