Min blog

Jeg tør godt tage den pris jeg er værd

Jeg tør godt tage den pris jeg er værd

Jeg tør godt tage den pris, jeg er værd

Kender du følelsen af at alle andre ved hvor de er på vej hen, mens du stadig tramper rundt i det samme? Sådan en følelse har jeg da vi står ved vejs ende af Body SDS-uddannelsen, og mine medstuderende er godt i gang med hjemmeside og opstart af virksomhed.

Men en dag får jeg et tilbud, som tvinger mig til at vælge retning.

Jeg bliver spurgt om jeg vil arbejde som familiebehandler på et nyt rådgivningscenter. Det spørgsmål sender mig i tænkeboks – hvad er det jeg vil fokusere på? Hvorfor har jeg taget den her uddannelse? Hvad er vigtigt for mig?

I den proces bliver det tydeligt for mig, at jeg er ved at forsvinde mere og mere fra det der kommer let til mig. Det der ligger i mine hænder. Jeg tager flere vagter på bostedet, jeg arbejder på, og nu overvejer jeg sågar at starte i et job som familiebehandler på deltid. Det er ikke min vej, det er ikke min drøm. Og det er jo som med planter, at det man giver energi det vokser, og lige nu er det ikke arbejdet som kropsterapeut jeg giver mest energi. Så jeg beslutter at sige nej tak til stillingen og sætte en dato for hvornår jeg stopper på bostedet. I oktober 2014 bliver det. Stadig har jeg dog ingen anelse om hvad mit firma skal hedde eller hvordan jeg kommer rigtigt i gang.

I begyndelsen af 2015 beslutter jeg mig for igen at sende et spørgsmål ud til universet, noget jeg kun gør når jeg virkelig har et brændende ønske, og denne gang er det navnet på min virksomhed. To dage efter om morgenen står jeg i mit køkken, er lige stået op, og så kommer det: KROPSFRIHED. Det giver i sig selv en følelse af frihed i kroppen at modtage det, og jeg jubler både indeni og udenpå. Arbejdet med min hjemmeside bliver sat i gang med kærlig hjælp og støtte fra Appel Design og af Henriette-Grid & Line som laver alt mit grafisk design.

Fra himlen kommer også hjælp fra en kassekredit – en investering i mig selv som giver mig ro til at trække vejret og fokusere. Det føles godt.

Men allerede i det næste skridt ligger der noget angstprovokerende, nemlig at skulle sætte pris på mine behandlinger, for hvordan skal jeg kunne sætte pris på mig selv? Body SDS anbefaler at tage 650 kr. for en behandling som ny behandler, og det er sådan set let nok, men jeg ved godt at jeg er nødt til at tage noget mere for at kunne få det økonomiske til at hænge sammen, når jeg stopper på bostedet. Spørgsmålene i mit hoved står i kø: Hvor meget er jeg værd? Er der overhovedet nogen der vil betale så meget? Tør jeg tage det spring? Et samtidigt brud med en kæreste gør også at mit selvværd ryger sig en tur, og det bliver endnu sværere at skulle prissætte det jeg gør.

Heldigvis er der en af mine klienter, der skubber lidt til mig og hjælper mig i gang, Charles er ovenikøbet en person jeg opfatter med stor respekt som iværksætter. Han siger til mig at jeg skal kigge på mine priser, at jeg er langt mere værd. Til at begynde med er jeg usikker på om jeg nu også kan tro på at tage 800 for en behandling, bange for at miste dem jeg virkelig gerne vil give noget til, men jeg kommer hen til at det føles godt, især fordi folk bare betaler det det koster.

Oplevelsen har i den grad været med til at transformere mit forhold til økonomi, og har gjort at jeg yderst sjældent kigger på min bankkonto. Charles blev altså katalysator for at jeg i dag tør tage den pris jeg er værd. Jeg har fx efterfølgende sat mine priser lidt op 🙂

Stort set samtidig kan jeg mærke at jeg gerne vil have mere fokus på mine intuitive evner, turde stole på dem, handle på dem. Så jeg beslutter at tage den to-årige uddannelse i Intuitiv Transformations Terapi, og den er med til at jeg i dag tør tro på, at det der kommer til mig er ligeså værdifuldt som at have læst en masse teori. Jeg tør spørge til mine klienters følelser, også mænd der sidder i høje stillinger, jeg føler mig mere tydelig, mere stærk.

Og i samme åndedrag: jeg har fundet hen til en form, min form, for hvordan JEG har lyst til at arbejde med mennesker. Det føles både befriende, omfavnende og modigt.

Jeg bliver ved med at bevare troen

Jeg bliver ved med at bevare troen

En følelse af at høre til og en følelse af at kunne være mig selv, selvom det er vildt skræmmende. Sådan er de første par måneder af den Body SDS-uddannelse, der senere skal vise sig at være fundamentet for hvor jeg er i dag, og hvor lykkelig jeg er for det.

Men de tre år har også været nogle af de hårdeste i mit liv.

Bare det at vi i starten af hvert modul skal sidde der i rundkredsen og fortælle hvad der rør sig i vores liv, i vores følelser. Først tør jeg slet ikke, min hals snører sig sammen til en smal sprække, og minderne fra da min far underviste mig og min stor bror vælter frem. Lærerens børn der skulle være det gode eksempel, de krav han stillede til os. Det er det der gør, at jeg tror jeg bliver vurderet på hvor fagligt dygtig jeg er, når jeg befinder mig i en skoleagtig situation, det der gør at jeg får præstationsangst lige med det samme. Når jeg skal sige noget foran andre. Jeg bliver nærmest lammet i den rundkreds. Men stemmen indeni får mig til at åbne munden og stamme mig igennem det jeg har på hjerte, stemmen der siger ‘kom nu, sig det du sidder inde med, for du HAR faktisk noget at give’.

Det var også sådan det var på uddannelsen til sagsbehandler, hvor jeg samtidig kæmpede med følelsen af at skulle forsvare mine etniske rødder. Det var efter den uddannelse jeg besluttede aldrig nogensinde at skulle gå i skole igen. Og så alligevel, 13 år senere, får jeg lysten til at lære tilbage.

På introduktionsdagen til Body SDS-uddannelsen opdager jeg nemlig hvor meget hjemme jeg føler mig i at arbejde med kroppe (Læs indlægget “Jeg har ikke noget valg”). Men på de første moduler er jeg helt smadret i mine hænder allerede efter et kvarter. Især når der ligger en stor fyr på briksen. Jeg kan huske at jeg tænker ‘jamen det her kan mine små hænder da ikke’. Vi arbejder med det der hedder indføling, det vil sige at lære at mærke hver enkelt krop på briksen, stor eller lille, lytte til den og mærke hvad lige præcis den krop har brug for. En dag kommer en af vores lærere hen til den briks, hvor jeg står og øver behandlinger på en af mine medstuderende. Han står lidt og kigger og kalder så de andre studerende hen til os, siger at de skal se godt efter det jeg laver, for det er godt arbejde, og så bliver jeg usikker og det hele forsvinder, både intuitive evner og den indføling jeg ellers virkelig føler mig god til.

Og følelsen af hele tiden at skulle bevare troen på at jeg er god nok, strækker sig endda længere endnu. Inden jeg startede på uddannelsen, kunne jeg knap nok alle navnene på vores organer på dansk, og nu skal jeg lære deres funktioner, kunne basisviden om det hormonelle system, og lave opgaver i anatomi og fysiologi. Samtidig har jeg både fuldtidsjob, to børn og en mand der arbejder konstant.

Men, heldigvis er der et men, for hen mod slutningen af det første år finder jeg en solid styrke i mit indfølende arbejde ved briksen, som jeg faktisk er stolt af. Og ligeså vigtigt: jeg lærer at prioritere mig selv. At jeg godt må sige nej tak til aftaler og på den måde få ro til at fordybe mig i det teoretiske og de følelser som har brug for min opmærksomhed. Jeg har længe haft en forestilling om kun at være god nok i kraft af at gøre noget for andre. Nu går jeg langsomt i gang med at lære at være god nok i mig selv.

Og det fører meget med sig. For i løbet af sommerferien mellem første og andet år bliver det tydeligt for mig, at jeg gerne vil skilles. Jeg husker at sidde i rundkredsen på modulet i september 2011 og fortælle hvordan jeg ikke længere kan være i jalousien, hvordan det har været i mange år, hvordan det har drænet mig. Og jeg bliver bakket op og føler mig i den grad mødt. Både af mine medstuderende, min lærer og af Ole Kåre Føli som vi var så heldig at havde som gæstelærer. Han siger specifikt, at hvis ikke tiden har gjort noget godt for os og hvis ikke min partner vil ændre på sin adfærd, så er der ingen vej for os. Hans kommentar står stadig lysende klar for mig i dag, og gør det lettere at være med de svære følelser og holde fast i beslutningen om at ville ud af et 17 år langt ægteskab. Det, at nogen forstår mig, gør, at jeg forstår mig selv – hvorfor jeg ikke kan blive i det.

Oveni det sker der noget på mit arbejde, der gør, at jeg bliver sygemeldt, og mens jeg er det, finder jeg ud af at jeg ikke kan vende tilbage, så nu må mit faste fuldtidsjob også ryge sig en tur. Altså både skilt og uden job i foråret 2012. Det kræver en god portion MOD at kunne være i det, gå ind i det, og blive ved med at bevare troen på at jeg gør det rigtige. Men i takt med at jeg bliver bedre til at være opmærksom på mig selv før andre, til at rumme og tage ting i de bidder jeg kan klare, bliver der mere plads indeni. Også fordi jeg giver de følelser der kommer lov til at komme, i stedet for at låse eller kontrollere dem.

Før i tiden havde jeg altid den der med mig der hedder ‘jeg skal kunne klare det’, men tiden på uddannelsen viser mig at den behøver jeg ikke mere. At jeg er lige præcis det sted jeg skal være, med mig selv.

Til vores trænings-eksamen går jeg fx hen til vores censor som er Bengt V. Andersen (Founder af Body SDS) og siger, at inden han giver sin vurdering, vil jeg godt lige sige, at jeg er vildt stolt af den præstation jeg netop har leveret. Og til vores behandler-eksamen får jeg at vide af min lærer Henrik K. at jeg har ‘givet kærlighed på et niveau jeg kan være stolt af’. En sætning der har siddet i mig siden.

Det er også øveklienterne der gør det. Det at jeg tiltrækker ‘de rigtige’, dem der har lige det jeg skal arbejde med, og dem der er gode til at henvise andre. Tilsammen betyder det at jeg godt tør være arbejdsløs i en periode, indtil jeg i midten af 2013 bliver ansat på et botilbud for borgere med psykisk nedsat funktionsevne. Mens jeg er her, kommer der stadig flere klienter til mig, og det gør at jeg i endnu højere grad kan bevare troen, og håbet. Troen på at jeg er havnet på den rette ‘hylde’ og håbet om en dag at kunne give det videre, jeg har lært som fuldtids Body SDS behandler.

Jeg har ikke noget valg

Jeg har ikke noget valg

Det sker ret pludseligt efter at have været glad for mit arbejde som sagsbehandler i mere end 15 år. Efter at have siddet overfor hundredvis af mennesker, dykket ned i deres handleplaner, beregnet, fulgt op, skrevet side op og side ned. Senest som projektleder på det boligsociale område. Det er her jeg pludselig kan mærke – sådan nærmest fra den ene dag til den anden – at, ja jeg skal arbejde med mennesker men helt sikkert uden alt det her papirarbejde. Så jeg går i gang med at undersøge mulighederne. Skal jeg uddanne mig til coach, samtaleterapeut eller… jeg ved det virkelig ikke. Men så gør jeg noget jeg kun har prøvet to eller tre gange før. Jeg går en lang tur (jo det har jeg selvfølgelig prøvet før 😊), men på et tidspunkt stopper jeg, kigger op og beder om hjælp til finde hen til det arbejdsliv, jeg gerne ville have. Jeg sender det ud til universet, om du vil.

Et par uger efter er jeg på biblioteket, og på 14-dages hylden fanger jeg ud af øjenkrogen en bog med nogle balloner på forsiden. Børns Indre Rum hedder den og er skrevet af Ole Kåre Føli. Jeg lapper den i mig, må læse hans første bog også – tænk at man kan hjælpe kroppen fra at have lukket helt ned til at åbne og blive bevægelig igen. Det er, som du måske kan regne ud, Body SDS jeg opdager der. Det er i februar 2010.

Og nu skriver vi 2020, og jeg arbejder som Body SDS kropsterapeut på fuld tid. Men tiden fra at have opdaget uddannelsen og til at træffe beslutningen om at tage den, er i sig selv en rejse.

På det tidspunkt er jeg nemlig langt fra forbundet med min krop – jeg mærker ikke hvad der skete i den, og derfor lytter jeg heller ikke til den. Som om der kun findes hovedet og hjernen og det at tænke. Alligevel ved jeg et eller andet sted langt inde, at jeg er nødt til at tage den her uddannelse.

Jeg tør bare ikke gå ind på hjemmesiden, fordi jeg er bange for at der vil stå noget, der med ét kan få den her drøm, der har bygget sig op, til at brase sammen som et korthus. Noget med at man skal være læge eller have en anden sundhedsfaglig uddannelse, som jeg ikke har, og da slet ikke tør tage.

Efter en måned gør jeg det alligevel, går ind på hjemmesiden. Jeg har ikke noget valg. Og her finder jeg ud af at uddannelsen indeholder moduler, hvor man skal have anatomi og fysiologi, at den koster 180.000, varer tre år og at der er optagelsesprøve. Optagelsesprøve!! Det er for mig lig med at skulle præstere. Det hele snører sig sammen i mig. Jeg har lovet mig selv, at jeg efter sagsbehandler-uddannelsen aldrig skulle på skolebænken igen. Og hvordan skal jeg nogensinde kunne tage så mange penge ud fra vores familieliv og bruge det på MIG? Og så er der tiden, jeg har jo fuldtidsarbejde …

På hjemmesiden står der noget med en introduktionsdag, og jeg beslutter mig for at tage med. Som om en indre stemme siger ‘tag du trygt afsted’. I slutningen af dagen skal vi behandle hinanden, og jeg opdager at jeg i den grad føler mig hjemme i at arbejde med kroppe. Nu er der ingen tvivl. Jeg mangler bare at præsentere det for min partner.

Hans reaktion er til gengæld knap så opbakkende: ‘kan du ikke finde noget der er mindre alternativt’, siger han blandt andet, og jeg begynder igen at vakle. Skal, skal ikke. Jeg prøver at skille det ad i den del der handler om at give behandlinger til andre, og den del der handler om at lære mig selv at kende.

Jeg vil jo aldrig kunne forsvare at bruge så mange penge på at lære mig selv at kende.

Jeg går rundt i nogle dage – og ringer så til min veninde Birgül, fortæller hende om min usikkerhed. Og her er der ingen vaklen:

‘Du må godt bruge de her penge på noget, du gerne vil. Og lad så være med at tænke for meget frem. Bliv ved med det du kan mærke føles godt lige nu.’

Da vi har sagt farvel, ved jeg, at jeg er klar til at sige det til min partner igen, men nu på en måde hvor jeg også selv tror på, at det kan lade sig gøre. At pengene nok skal komme. Og denne gang kommer han mig i møde. Samtidig sørger jeg for at gøre projektet spiseligt for mig selv ved at skære det samlede beløb ud i små bidder, og det gør på en eller anden sjov måde en forskel.

I september 2010 starter jeg på Body SDS uddannelsen, stadig usikker på mig selv, men ikke på at det er det her jeg vil.

Og det er det jeg især tager med mig fra den tid. Vigtigheden i ikke at lade den der usikkerhed, også om fremtiden, holde mig tilbage fra det der mærkes som det rigtige nu og her.

Jeg får lov at bruge mine hænder

Jeg får lov at bruge mine hænder

‘Jeg kan SLET ikke høre hvad du siger, du må tale noget højere. I praktik siger du. Ja det gør jeg egentlig ikke, men vi kan jo prøve og se hvordan det går.’

Det er sådan hun siger, Jane, da jeg står der foran disken i den pæne ende af Istedgade og stammer mig igennem ordene så mine lange sorte fletninger føles endnu længere, og midterskilning og runde briller er helt forkert påklædning i forhold til Janes store armbevægelser. Hun er vel en 26-27 år og jeg er 13. Jeg går i 8. klasse og siger aldrig noget i timerne, sidder mest med min Ditte-bog under bordet mens Lone underviser ved tavlen. Men et praktiksted skal jeg finde, siger Lone, og til sidst ringer hun til den butik jeg har tænkt på og snakker med Jane. Så er jeg jo nødt til at gå derhen.

Meningen er at jeg skal være i praktik i en uge, men det ender med at jeg bliver der i 2 år.

Da jeg begynder aner jeg ikke at undertøj er så stor en del af omsætningen. Butikken hedder Parfumeri La Belle, men er i virkeligheden mest kendt for undertøjet. Det er en helt ny verden der åbner sig for mig. Et univers jeg slet ikke kender til, og som jeg ikke ville have turdet bevæge mig ind i, hvis jeg havde vidst hvad det handlede om. Prosituerede der får lagt makeup og ordnet hår til nattens arbejde. Drags der køber undertøj og parfume. Mænd der ringer og bestiller noget bestemt dameundertøj, som jeg så skal hen og aflevere der hvor de bor. Stå der og ringe på døren, aflevere posen, måske få drikkepenge og så ellers løbe så hurtigt jeg kan ned ad trapperne. Men det er også helt almindelige smukke mænd, der kommer og køber dyrt lækkert undertøj til deres koner. På den måde er det meget forskellige verdener der mødes der. Og Jane behandler dem alle ens. Kærligt og uden at dømme.

Hos Jane er det ikke det boglige der tæller, det er mine evner til at sætte system i hendes ting, ekspedere, blande cremer, pynte det lille vindue – og endda være hende der hjælper med at sørge for alt det praktiske da vi holder modeshow på Hotel Skandinavia. Jeg får lov at bruge mine hænder, det er fantastisk. Også selvom det er meget grænseoverskridende den første gang jeg skal give mannequindukken i vinduet frækt undertøj på. For der hvor jeg kommer fra bliver der skiftet kanal så snart nogen begynder at kysse…

Jane tror på mig. Hun tror på at jeg kan de ting hun sætter mig til, og jeg får lov at være mig selv samtidig. Aldrig har jeg en følelse af at hun retter på mig eller skælder ud. Hun siger sin mening ja, men hun gør mig ikke forkert.

Mod. Styrke. Og visheden om at jeg har noget at give. Det er det jeg tager med ud af butiksdøren og ind i livet. Det er først langt senere at jeg opdager taknemmeligheds-følelsen – og mærker lysten til at give det videre jeg har fået.

På den måde er Jane katalysator for at jeg i dag er behandler.

Tak.

Online booking